Sommerferie i Midtjylland

Så er der snart ikke lang tid til at sommerferien starter og måske har i valgt at booke en ferie i Midtjylland. Hvis det er tilfældet, så læs med her, når vi giver jer en oversigt over de bedste familieaktiviteter Midtjylland har at byde på i sommerferien.  

Midtjylland er et mekka for alle dyreglade børn og voksne. I Randers Regnskov bliver i taget med ind i det varme regnskovsklima og møder regnskovens dyr. Henover sommeren bliver der afholdt Naturtalent 2015, hvor dyrene dyster i forskellige sjove discipliner. Hvis i hellere vil se dyrene fra havet kan i tage i Kattegatcentret eller Aqua Akvarium og Dyrepark. I kan også se eksotiske dyr i en af de mange zoos i området. Munkholm Zoo er en mindre, men rigtig hyggelig zoo, mens Jyllands Park Zoo er specielt egnet til børn, med dyr de kan fodre og kæle med. I Skandinavisk Dyrepark kan i opleve dyr fra norden, som fx bjørne og rensdyr og i Ree Park kan i komme på Safari ud på Savannen. Begge parker tilbyder også at man kan komme og overnatte en nat i parken.        
 
Er der noget der også altid hitter hos børn, så er det en tur i forlystelsespark. I Midtjylland kan i tage i Djurs Sommerland, som er Nordens største Sommerland. Her kan i også nyde det sjove vandland, når sommer solen bager. En anden populær forlystelsespark er Tivoli Friheden i Århus. I Århus har i også muligheden for at rejse tilbage i tiden og besøge Den Gamle By. Her kan i opleve livet blive levet som i gamle dage og gå rundt i de hyggelige brostensgader. Hjerl Hedes Frilandsmuseum tilbyder også en rejse tilbage i tiden. Henover sommeren er stedet levendegjort, med folk der klipper får, kører hestevogne og bager brød. For børnene er der masser af sjove aktiviteter. De kan fx male mel, lave smykker eller pile og lege på den historiske legeplads.    
 
Hvis vejret er dårligt, så kan i tage på Energimuseet, hvor i kan få lov til at røre, lege med og opleve forskellige energikilder. Denne sommer vil der blive sat fokus på vand, med en masse sjove aktiviteter. Nede i Mønsted Kalkgruber kan i også komme på oplevelse, selvom solen ikke skinner udenfor. Her kan i nemlig opleve verdens største kalkmine og om sommeren er det også muligt at se flagermus nede i tunnelerne. Hvis det er lidt for stillesiddende, så kan i også komme ud og brænde noget krudt af i Adventure Park, hvor der er et hav af indendørs og udendørs spil, fx adventure golf. I Fiske og Familiepark West kan i også både nyde badeland, gokart, minigolf, kano, vandcykel og fiskeri.    
 
En ting er sikkert, i skal nok vende glade hjem fra en ferie i Midtjylland.