Post & Tele Museum

Aktiviteter:

  • lege- og udstillingsrum
  • Cafe
  • Aktiviteter for børn
  • Postvæsnets historie
  • Addresse:

  • Købmagergade 37, 1150 København, Danmark

Post & Tele Museum – hele Danmarks kommunikationsmuseum – er et rigtig godt familiested. Med sine i alt 3.000 m2 har det en god størrelse – det er ikke for stort og ikke for småt, men til at overskue, når hele familien skal have nogle spændende og lærerige timer i museumsverdenen. 

 

Post & Tele Museet ligger i Købmagergade midt i København. Museets café, Café Hovedtelegrafen, ligger allerøverst oppe i bygningen – og herfra er der en fantastisk udsigt ud over byens tage. Cafeen har et spændende menukort, hvor der også er tænkt på børnevenlige retter.

 

Men inden turen går mod toppen til cafeen, er der en masse spændende ting at kigge på undervejs. Den faste udstilling byder på en tur op igennem historien fra det første danske postvæsen, der transporterede breve og pakker med hestevogn, over telefonens opfindelse og frem til nutidens IT-samfund.

 

Både børn og voksne kan beundre de flotte gamle frimærker, se de store gamle telefoner og alle de andre spændende ting, og børnene kan undrende forsøge at forestille sig, hvordan man kommunikerede dengang, hvor der ikke fandtes hverken mobiltelefoner eller computere.

 

Når børnene er blevet mæt af indtryk og alle de ting, som man ikke må røre ved, vil de elske at slå sig løs i legelandet. Ind i frimærket hedder det kæmpestore lege- og udstillingsrum, hvor de 3-10-årige kan boltre sig i Danmarks største frimærkealbum. Det er en tredimensionel verden, hvor motiverne på 104 danske frimærker er blevet kæmpestore. Her kan børnene klatre i træer, tage med en fiskekutter ud på det stormfulde hav eller flytte ind i Rundetårn og klæde sig ud som byens postmester, der sørger for at uddele breve til alle byens borgere.

 

I skolernes ferier er der særlige aktiviteter specielt for børn. For de fleste børn er det et stort hit at tegne og designe sit helt eget frimærke, som derefter trykkes på frimærkepapir, så børnene kan få et helt ark med deres egne unikke frimærker med hjem.



Sommerhuse og ferielejligheder i nærheden af Post & Tele Museum: