Turen går til Barcelona - tapas, fodbold og sol & strand

Af Bjørn H. | 18/09-2013 14:02
Vi landede i lufthavnen i Barcelona og blev hurtigt betaget af de høje, grønne palmer. I taxaen på vej mod ferielejligheden kunne vi se et glimt af de lokale og byens sitrende liv. Vores forventninger til ferien var store, og vi glædede os meget til at spise tapas og sole os på stranden, der ligger i gåafstand fra byen – altså den berømte gade Las Ramblas. I Spanien er man som regel heldig med vejret, og det var vi bestemt også. Hver dag gik vi igennem ”ramblaen”, som konstant var fyldt med turister. På trods af de mange advarsler om tyveri på åben gade, var der ingenting at være nervøs for. Gik vi et sted, hvor der var mange mennesker, holdt vi bare godt øje med vores tasker og det var nok. Vi var fx på det enorme marked La Boqueria, som var pragtfuldt, farverigt og fristende, men fyldt med mennesker. Det gjorde ikke noget, for vi gik bare langsomt igennem og blev bombarderet med smagsindtryk og dufte. Dette marked indeholder alt lige fra fisk og velhængt skinke til nødder og frisk frugt.

Når man er i Spanien, skal man selvfølgelig smage tapas og andre mere lokale lækkerier. Vi var lidt i tvivl om, hvordan man bestiller tapas, så vi blev knap så mætte og måtte gå videre til næste sted, hvor vi bestilte flere tapastallerkener. Det smagte så godt, og det var tydeligt, at der blev brugt friske råvarer alle steder. Aftensmad spiser man åbenbart først ved 21-tiden, så en aften tog vi på restauranten 4GATS, som umiddelbart ikke ser ud af meget. Men når man kommer helt ind i den store sal, er der god stemning og festligt klaverspil. Maden var helt fantastisk og portionerne store. Dette sted kan klart anbefales, også grundet dets meget gamle historie om, at det var et spisested, hvor Picasso kom fra han var 17 år. Han havde sin første udstilling her og fik en af sine plakater på menukortets forside.

En af de sidste dage var vi på stadion og se Barcelona spille kamp. Det var en kæmpe oplevelse, selvom jeg ikke er den helt store fodboldfan. Der var mere end 67.000 opstemte tilskuere den dag, og det kunne i den grad fornemmes! Vi tilbragte derudover et par dage på stranden, som var meget populær og rigtig skøn – mens vi resten af tiden prøvede at indsnuse kulturelle seværdigheder såsom kirker, Gaudis arkitekttegnede bygninger og bjerget Montjuic. Vi skal uden tvivl af sted igen næste år!