Lej et ”Sommerhus for Afrika”

Det er en stor tilfredsstillelse at se en fattig flygtningefamilie flytte ind i et nyt hus og senere tilså og passe en stor køkkenhave, der giver familien et væsentlig tilskud til livets opretholdelse. Den tilfredsstillelse vil vi gerne dele med dig.


En meget fattig afrikansk familie har fået et godt hus set i forhold til den normale standard

Et nyt hus til flygtninge i Afrika

Hvis du lejer et sommerhus markeret med ikonet er du med til at give flygtninge i Burundi i det centrale Afrika et helt nyt hus. Sommerferie.nu har i samarbejde med ADRA Business udviklet et koncept, hvor man enkelt og direkte kan støtte arbejdet med at give hjemvendte flygtninge et nyt hus. Projektet støtter desuden ADRA Business’ oplysningsarbejde om udviklingshjælp.

Flygtninge i Afrika får en ny start med fremtid i

I flygtningepakken er der også såsæd, hakker og køkkengrej. Desuden får flygtningefamilien 3 kurser, hvor de lærer at tilså jorden, kultivere planterne og opbevare høsten. Flygtningene udfører undervejs en del af byggearbejdet under kyndig vejledning af håndværkere, så de får ejerskab til huset og lærer af byggeprocessen undervejs. Alt det kan du være med til at give en familie, hvis du lejer et ”Sommerhus for Afrika”.

Tryk her og få hele listen med sommerhuse for Afrika

Nogle sommerhusudlejere giver en enkelt uges indtjening til ADRA Business og andre giver flere uger. Hold øje med, hvilke huse og hvilke uger, du kan leje og dermed give flygtninge en ny start på livet.

Følg ikonet

Sådan lejer du et ”Sommerhus for Afrika”

Når du udfylder kontaktfeltet ved et ”Sommerhus for Afrika” bliver din besked sendt videre til ADRA Business, som sætter dig i forbindelse med sommerhusejeren. Du aftaler selv med sommerhusejeren de praktiske forhold omkring afhentning af nøgler, slutrengøring, forsikring, afregning for el mm. Hvis sommerhuset ved ankomsten ikke lever op til dine forventninger, aftaler du direkte med ejeren.

Betaling for et ”Sommerhus for Afrika”

Betalingen for et ”Sommerhus for Afrika” foregår direkte til ADRA Business ved at overføre pengene til nedenstående kontonummer. Vi giver SKAT besked om ejerens gave til ADRA Business, så der er helt styr på tingene. Ejeren indberetter selv indtægten til SKAT som kapitalindkomst.

Konto: Reg. 4260 konto 4260209639 med følgende tekst: Sommerhus for Afrika, indbetalers navn, samt udlejers navn.

Din støtte hjælper måske mere, end du tror

Hjælpen når frem. Sommerferie.nu stiller gratis dette site til rådighed. Det betyder, at hele beløbet går til ADRA Business’ arbejde i Afrika og til oplysningsarbejde om projekterne i Afrika. ADRA Business har i samarbejde med ADRA Danmark indtil nu hjulpet 37.500 nødlidende personer i Burundi med et langt bedre sted at bo, hvor de føler sig sikre og får en bedre generel sundhedstilstand. Hvis du lejer et ”Sommerhus for Afrika” er du med i dette vigtige arbejde.

ADRA Danmark og ADRA Business i tal:

  1. 1. Omsætter mellem 70 og 80 mio. kr. om året
  2. 2. Administrationsomkostninger ligger på ca. 11 %
  3. 3. Hjælper hvert år omkring 4 mio. mennesker
  4. 4. Landsindsamlingen Hjælpeaktion giver hvert år ca. 1,5 mio. kr.
  5. 5. DR’s Danmarks Indsamling giver årligt mellem 2 og 4 mio. kr. til ADRA


ADRA Business har i samarbejde med ADRA Danmark indtil nu hjulpet 37.500 nødlidende personer i Burundi med et langt bedre sted at bo, hvor de føler sig sikre og får en bedre sundhedstilstand. Hvis du lejer et ”Sommerhus for Afrika” er du med i dette vigtige arbejde.

Medbyg giver selvtillid og større social status

Undersøgelser viser, at de 6.250 familiers selvværd og sociale status er vokset betydeligt, ikke mindst, fordi de selv har været med til at bygge deres nye huse under kyndig vejledning af professionelle håndværkere. Al erfaring viser, at egen involvering giver ejerskab og får folk til at tro på, at de også kan klare andre udfordringer for både dem selv og landsbyen. Princippet om medbyg får også dine penge til at række længere, end hvis ADRA selv skulle bygge alt fra A til Z.

Endelig løfter vi familiens chancer for at klare sig på længere sigt ved give dem såsæd, hakker og køkkengrej. Desuden får de 3 instruktive kurser, hvor de lærer at tilså jorden, kultivere planterne og opbevare høsten. Alt det er du med til at give en familie, hvis du lejer et ”Sommerhus for Afrika”.

At lære demokratiets spilleregler er vigtigt

Flygtninge, der bliver tildelt et nyt hus, lærer demokratiets spilleregler gennem hele processen. Før ADRA begynder at operere i et område bliver de øverste myndigheder konsulteret, så man sammen kan finde det område, hvor behovet er størst.

Når området er udpeget, nedsætter ADRA og de lokale myndigheder en komité med bred repræsentation fra området, hvis opgave det er at udarbejde en liste over de mest trængende flygtningefamilier. Måske er flygtningene vendt tilbage lang tid tidligere, men lever under kummerlige forhold, fordi de ikke har haft råd til at opføre en rimelig bolig. Når komitéen er færdig med første runde af arbejdet, bliver listen offentligt tilgængelig, så alle i landsbyen har mulighed for at gøre indsigelser, hvis de mener, at andre er mere trængende. Listen justeres og fremlægges herefter på et offentligt møde, hvor alle er inviteret og igen får mulighed for at udtale sig om listens navne. På den måde opnår ADRA, de lokale myndigheder samt landsbyens beboere størst mulig sikkerhed for, at de mest trængende familier får et nyt hus.

ADRA Business

ADRA Business er en fundraising-organisation, der arbejder sammen med virksomheder i Danmark for at skaffe midler og ydelser til nødhjælps- og udviklingsorganisationen ADRA Danmark, som gennemfører udviklingsprojekter i den centrale del af Afrika. ADRA Business har omkring 50 virksomhedspartnere, der på forskellig vis støtter arbejdet enten med donationer eller forskellige ydelser.

ADRA Business arbejder desuden sammen med ambassadører, der er med til at profilere forskellige projekter. Ambassadørkorpset består lige nu af:

Trine Gadebjerg, sanger og skuespiller. Hun er bl.a. kendt som Puk i Nissebanden.

Anne Louise Hassing, skuespiller. Hun er mest kendt som Ida i Krøniken.

Stig Rossen, sanger og skuespiller. Han blev kendt som hovedrolleindehaver i musikalen ”Les Miserable”.

Carsten Vagn-Hansen, læge. Han er kendt fra både radio og Tv og har ligefrem fået tilnavnet Radiodoktoren efter et program, som kørte i 12 år på DR.

Når du lejer sommerhus gennem ”Sommerhus for Afrika”, hjælper du også ADRA Business med komme ud til danskere med det gode budskab om, at nødhjælp og udviklingshjælp virkelig flytter noget for alle de mennesker, der modtager den.

ADRA Danmark

ADRA Danmark er en international nødhjælps- og udviklingsorganisation. Organisationen er med i et stort internationalt netværk, som består af mere end 5.500 medarbejdere verden over fordelt på 120 lande. ADRA Danmark er en uafhængig organisation, der støtter mennesker i nød uanset race, køn, politisk eller religiøs overbevisning.

ADRA Danmark har 4 fokusområder:

Fokus 1: Fødevaresikkerhed
ADRA’s arbejde med fødevaresikkerhed indbefatter direkte hjælp til sultne, kapacitetsopbygning af institutioner, der skal hjælpe sultne samt fortalervirksomhed for opfyldelse af sultnes rettigheder. Dette inkluderer: Fødevaresikkerhed gennem fødevareuddeling og sikring af tilgang til mad, bedre dyrkningsmetoder, indførelse af nye produkter, træplantning og miljøbevaring samt undervisning i bedre ernæring.

Fokus 2: Uddannelse
Uddannelse er et gennemgående tema for alt, hvad ADRA gør. Her tænkes på direkte støtte til uddannelsessystemet, institutionel kapacitetsudvikling og fortalervirksomhed for retten til uddannelse og personlig udvikling for både voksne og børn.

Et af ADRA’s flagskibe er funktionel voksen-læsefærdighed. ADRA har udviklet et treårs program med 6 timers undervisning ugentligt. Ud over læsefærdighed og talbehandling undervisses der i basal sundhed og hygiejne, hiv/aids, havedyrkning, opsparing og lånemuligheder, generel planlægning og start af små virksomheder til forbedring af familiens økonomi.

I forbindelse med undervisning af børn fokuserer ADRA på grundskolen, hvor der arbejdes med træning af skolebestyrelser, lærere og skoleledere, udvikling af kontekstrelevante tekstbøger, børnevenlig pædagogik samt konstruktion af flere og bedre skoler.

Fokus 3: Sundhed
ADRA’s arbejde med sundhed og hygiejne inkluderer reproduktiv sundhed, basal hygiejne og adgang til vand. Arbejdet dækker en bred vifte af aktiviteter:
ADRA arbejder med basal sundhed gennem kapacitetsopbygning af det lokale sundhedsvæsen, støtte til hospitaler, oprettelse af klinikker og vaccination af børn.

Arbejdet med sanitet og hygiejne inkluderer undervisning i brug af - og oprettelse af latriner, opbevaring af fødevarer, generel renlighed og produktion af sæbe. Vand er vigtigt for at kunne opretholde en god hygiejne, og derfor arbejder ADRA også med at grave brønde og sikre, at lokalbefolkningen ved, hvordan man vedligeholder disse.

Fokus 4: Nødhjælp
I forbindelse med katastrofer og andre akutte krisesituationer arbejder ADRA Danmark først og fremmest på at dække de livsnødvendige behov for mad og vand. Senere i processen styrker vi kapacitetsopbygning af lokale partnere og institutioner. Desuden hjælper vi med husly og genbosættelser. I forbindelse med ADRA’s arbejde i tidligere krigszoner er freds- og forsoningsarbejde en vigtig del af nødhjælpsarbejdet. Dette inkluderer ofte en styrkelse af kvinders rettigheder og inddragelse af kvinder i fredsprocessen. Dertil kommer beskyttelse af svage og marginaliserede grupper - heriblandt kvinder og børn for at undgå seksuel udnyttelse og voldtægter.

Hvis du vil besøge ADRA’s hjemmeside, klik på ADRA’s logo:

.

Annonce













nope.dk - Danmarks Website Chart